§ 1 Foreningens navn er gymnastikgruppen ”SIRENERNE”, og den har hjemsted i Rebild Kommune.
§ 2 Foreningens formål er at skabe livsglæde ved at arbejde med samhørigheden mellem musik og bevægelse, krop og sjæl og det dramatiske udtryk.
§ 3 Foreningen er medlem af DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger), afdeling DGI Nordjylland.
§ 4 Som medlem kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål.
§ 5 Foreningens medlemskontingent fastsættes til 50,00 kr. pr. år gældende fra 1. april til 31. marts. Derudover betales et beløb for deltagelse i foreningens aktiviteter, som opkræves ved sæsonstart. Dette beløb fastsættes hvert år af bestyrelsen.
§ 6 Instruktørerne udbetales ved afslutningen af henholdsvis vinter- og sommersæson et beløb som delvis godtgørelse for telefon, administration og sportsbeklædning. Beløbet udgør 25 % af det for sæsonen indkomne gymnastikkontingent. Beløbet deles mellem instruktørerne. Derudover udbetales kørselsgodtgørelse. Beløbsrammen for kørselsgodtgørelsen aftales mellem bestyrelse og instruktør.
§ 7 Bestyrelsen kan udelukke et medlem, der ikke betaler sit kontingent. Beslutningen kan indankes for foreningens generalforsamling.
§ 8 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med 14 dages varsel sammen med en foreløbig dagsorden, der som minimum skal omfatte følgende punkter:
Valg af dirigent
Bestyrelsens beretning
Godkendelse af det reviderede regnskab
Indkomne forslag
Valg til bestyrelse og suppleanter
Valg af revisor og suppleant
Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Hvis der indkommer forslag, udsendes en endelig dagsorden senest 4 dage før generalforsamlingen.
Alle valg, undtagen vedtægter og opløsning af foreningen sker ved simpelt flertal og kan kun på forlangende være skriftlige.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom. Indkaldelse sker som ved ordinær generalforsamling.
§ 10 Bestyrelsen består af 5 personer. Desuden vælges der 2 suppleanter.
Stemmeret har alle medlemmer, og alle medlemmer er valgbare.
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Hver person har 1 stemme.
Der vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Alle valg gælder for 2 år. Undtaget er suppleanterne, der er på valgt hvert år.
Første år er 1 person på valg efter lodtrækning.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.
§ 11 Tegningsberettigede for foreningen er kasserer og formand i fællesskab.
§ 12 Der føres et regnskab for foreningens drift og status.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
§ 13 Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling, når disse er indkommet som forslag og er bekendtgjort i dagsordenen.
For godkendelse af vedtægtsændring skal mindst 2/3 af de afgivne stemmer, være for. Der kan forlanges skriftlig afstemning.
§ 14 Til beslutning om foreningens opløsning kræves, at en sådan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer på to af hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 1 og højest 3 måneders mellemrum. Skriftlig afstemning.
Mulige aktiver tilfalder et almennyttigt kulturelt formål.
Det bestemmes på den sidste generalforsamling.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 25.10.1999
Vedtægterne er revideret på generalforsamlingen:
11.03.2004
28.01.2008
01.02.2010
31.01.2011
02.02.2015
11.03.2019
07.06.2021